Vi har alle vores Limboland. Mit blev et blik på mit liv, mine beslutninger, deres konsekvenser og forholdet til mine nærmeste. Der blev kigget indad og ud i den store verden, og jeg fik skrevet disse 9 sange.
Amsterdam 86
Året var 1986, da min nye kæreste, som arbejdede som maskinmester for Mærsk, blev kaldt på arbejde. Vi mødtes kort i Amsterdam, og mødet blev præget af, at vi havde alt for lidt tid sammen, inden skibet skulle videre. Jeg måtte vinke farvel til min kommende mand kl. tre om natten og se ham blive hejst flere meter op i slusen, inden det store skib sejlede videre ud i Nordsøen.
Limboland
En sang om at miste, og om at finde fodfæste igen. Om venskaber, der Vokser, når livet bliver svært. Om aldrig at miste håbet. Og huske på, at størst af alt er kærligheden. Det bliver vi nødt til at tro på.
Kærlig hilsen fra Tom Moore
I starten af Corona pandemien gik den 99 årige engelske krigsveteran Tom Moore frem og tilbage i sin have med sin rollator for at samle ind til det engelske sundhedsvæsen. På hans hundrede års fødselsdag, hvor indsamlingerne blev lukket, havde han indsamlet hvad der svarer til 293,52 millioner danske kroner. Han blev landskendt og blev slået til ridder af Dronning Elisabeth. Jeg har tilladt mig at digte lidt, og resultatet blev til en kærlighedssang fra den aldrende engelske kaptajn til hans afdøde hustru.
Pigen fra byen
I 1991 flyttede jeg med min familie fra stenbroen til et lille hus i Søstrup uden for Holbæk. Udover den dejlige, friske luft bød landlivet på mange overraskelser.
Hjerter dame
En sang om havnepigen fra Punte Arenas, skrevet over en fabel om en søpapegøje, som min far plejede at fortælle, da jeg var barn. Det er også en sang om at være låst fast, tage chancen og springe ud på dybt vand, selv om man ikke ved, hvordan det ender.
Lad ikke solen gå ned over vreden
Lige meget hvor meget modgang vi møder, må vi aldrig lade vreden gå af med sejren. Så bliver vi fattige, ulykkelige og mister håbet.
Vi skal huske at snakke om det vi snakker om
Sømanden og jeg mødte hinanden i KLON, en gammel herskabsvilla på Frederiksbert og et af Danmarks ældste kollektiver. Der var fest og farver, skrøbelighed, varme, beruselse, utroskab, og husmøder, hvor alle måtte gøre sig umage for at holde sig på sporet.
Endelig forår!
Det øjeblik hvor det vender. Hvor man ser krisen i øjnene og beslutter sig for ikke at bukke under. Det kan sættes i gang af de mindste ting. Eller de største. Af en drøm, en forestilling, en duft, et menneske, der tror på dig, en bøn. Og vi er ikke i tvivl, når det vender.
I stilhed
”Når alt bliver stille omkring mig, hører jeg dit hjerte slå”. Ordene og tonerne gentog sig selv og insisterede på at få liv. Langsomt blev det til den kærlighedssang, der er så svær at skrive. Sangen til min mand gennem 33 år.
Sincerely, Tom Morre (oversættelse til engelsk:: Sten Toft Andersen)
Tusind tak til alle medvirkende for jeres tid, støtte, musikalske ideer og dejlige selskab.
Medvirkende:
Sang og kor: Helle Nerup, Keyboard: Michael Vogelius Larsen, Guitar: Søren Nielsen, Bas: Stig Andreasen, Trommer: Carsten Milner Henriksen, Cello (”Lad ikke solen gå ned over vreden”): Therese Adorjan Ankjær, Trombone: Merete Elisabeth Tønning: Trombone (”Endelig forår! ”), Ukulele (”Kærlig hilsen fra Tom Moore” og ”Sincerely, Tom Moore”): Steen Toft Andersen.
Indspillet i Bognæs Road Studio nogle meget varme sommerdage, juni 21. Producer, mixning, master: Michael Johansen, Cover foto: Michael Abel, Art work: IC Design,
